Simple råd til sortering i hjemmet

I Danmark har vi ry for at være slemme når det kommer til produktionen af affald. Således lå vi i 2014 på 2. pladsen på listen over lande der producerer mest skrald, kun overgået af Schweiz. Det skyldes bl.a. vores køb-og-smid-væk kultur, og at det i mange år, har været kutyme at smide skrald ud i én pose – den under køkkenvasken. Mentaliteten er dog begyndt at vende, i og med at flere kommuner opstiller flere skraldespande, hvor borgerne nu bliver bedt om at sortere, for at vi på den måde kan få genanvendt mere af vores affald.

Fra regeringens side, har man et mål om at 50 procent af vores skrald skal genanvendes i år 2022. I 2014 genanvendte vi 22 procent af vores affald – så der er lidt vej endnu. Den almindelige dansker har dog et ønske om at ville sortere mere – men det er ikke altid nemt, bl.a. fordi sortering i hjemmet kan være besværlig med hensyn til plads og tid. Hvis du gerne vil blive bedre til at sortere, så kan denne skraldeguide til sortering i hjemmet måske være en start. Ellers kan du starte med disse 4 råd:

1. Batterier kan afleveres i supermarkeder

Det er no-go at smide batterier i skraldespanden derhjemme. I stedet skal man samle sine batterier, og tage dem med når man alligevel skal handle ind. I de fleste supermarkeder er det nemlig muligt at aflevere den slags.

2. Gør plads til sortering

Gør det nemmere at sortere ved at samle små beholdere, eller køb en mindre skraldespand som har flere rum. På den måde kan du løbende samle og sortere dine batterier, glas, plast, sprayflasker m.m., i stedet for at gå i gården eller i haven dagligt.

3. Kør på genbrugsstationen

Når du har samlet nok affald i dine små beholdere, kan du tage på genbrugsstationen eller i gården og sortere det hele på én gang. På den måde kan der sagtens gå nogle måneder imellem at du behøver at smide dit affald ud – og det er derfor ikke noget du skal bøvle med i hverdagen.

4. Få en kompostbunke hvis du er haveejer

Er du haveejer, så kan det være ganske smart med en kompostbunke, eller kompostbeholder. Her kan du ikke blot smide haveaffaldet, men også det grønne affald. Det vil sige at dine gamle slatne gulerødder kan blive til nyt jord, i stedet for at ligge og fylde i skraldespanden.